Sygeplejerske til dagvagt på Center for Rehabilitering og Akutpleje - Kirsebærhaven

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du have et udviklende, dynamisk og spændende job i kombination med et godt familieliv? Brænder du for rehabilitering, klinisk sygepleje og det gode samarbejde? Så vil vi i Center for Rehabilitering og Akutpleje gerne høre fra dig.

Lige nu søger vi en sygeplejerske i dagvagt til vores døgnrehabiliteringsafdeling på Center for Rehabilitering og Akutpleje Kirsebærhaven i Valby.

Vi søger dig, der ønsker at være en del af et tværfagligt team, som hver dag året rundt samarbejder om at hjælpe mennesker til igen at leve det liv, de ønsker. Vi har plads til 36 indlagte borgere i alderen 18 til 100+ til midlertidigt døgnophold, og vi har et stort flow af indlæggelser og udskrivelser. Her er ingen dage ens, og du får høj grad af medindflydelse og medansvar for den fælles arbejdsopgave.

Vi har høje ambitioner for den faglige kvalitet og personlige udvikling inden for rehabilitering, og derfor har vi konstant fokus på udvikling – og hvis du har samme ambitionsniveau som os, vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Ring eller sms til afdelingsleder Laura Geertsen Galsgaard på 21 42 94 32 eller assisterende afdelingsleder Amalie Møller Wedel-Heinen på 21 84 23 88, hvis du vil høre mere om stillingen, kollegerne og stemningen hos os. Du er også velkommen til at komme på besøg efter aftale.

Alsidigt og fagligt udfordrende speciale
Efterhånden som flere borgere udskrives tidligere fra hospitalerne, er der flere, som i en kortere periode har brug for akut, individuelt tilpasset pleje. På Center for Rehabilitering og Akutpleje modtager vi borgere fra alle specialer, som er blevet visiteret til et midlertidigt rehabiliteringsophold af gennemsnitlig tre ugers varighed.

Ofte er borgerne multisyge, og kompleksiteten er stor, hvilket stiller store krav til vores indsats, kliniske blik og instrumentelle sygepleje. Vi arbejder derfor med individuelt tilrettelagte og målrettede forløb med høj grad af borgerinddragelse, og hvor vi har mange såvel interne som eksterne samarbejdspartnere.

Dine kommende kollegaer vil bestå af andre sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, fysioterapeuter, farmakonomer, rengørings- og køkkenpersonale osv. Vores fælles fokus er det gode borgerforløb, og vores tværfaglige personalesammensætning gør, at vi hver dag yder en stærk faglig indsats til alle vores borgere.

Kan du sige ”ja” til disse udsagn om dig?
Her er to dage aldrig ens, og som sygeplejerske skal du varetage komplekse sygeplejeopgaver. Du skal kunne modtage nye borgere, lave sygeplejefaglig udredning, medicindispensering, sårbehandling osv. Vi ønsker derfor en kollega, der har fagligheden på plads og nysgerrigheden til at lære mere. Du har stærke samarbejdsevner og erfaring med komplekse borgerforløb.

Derudover håber vi, at du kan sige ja til følgende:

  • Jeg arbejder struktureret og har blik for tværfaglighed
  • Jeg vil deltage aktivt i afdelingens faglige udvikling
  • Jeg formår at inddrage og samarbejde med pårørende – som en ressource til borgeren, men også med blik for, at de pårørende kan være i krise
  • Jeg forstår og anerkender, at komorbiditet og sygeplejefaglig kompleksitet hos indlagte borgere kan have betydning for ressourcerne hos borgeren

Hvad du kan forvente af os?
Vi er en velfungerende afdeling med gode kollegaer og et godt sammenhold, og vi værner om det gode arbejdsmiljø. Vi er en alsidig gruppe medarbejdere, der med godt humør og en stor faglighed brænder for at skabe sammenhæng og livskvalitet for de borgere, der er indlagt på midlertidigt ophold hos os. 

Du får selvfølgelig en god introduktion til opgaverne, os kollegaer og resten af huset, når du starter, og vi prioriterer tid til løbende reflektion og sparring. I Københavns Kommune er der desuden gode udviklingsmuligheder. Læs mere om Center for Rehabilitering og Akutpleje her.

Ansættelsesvilkår
Vi vil gerne tilbyde dig en fast fuldtidsstilling i dagvagt med weekendvagt hver 4. uge. Vi håber, du kan starte hurtigst muligt eller den 1. juli 2026.

Din arbejdsplads bliver til en start på Center for Rehabilitering og Akutpleje Kirsebærhaven i Valby, men til januar 2027 forventer vi at flytte tilbage til Rehabilitering og Akutpleje Bystævneparken i Brønshøj efter en modernisering af centret.

Du bliver ansat efter den gældende overenskomst, og din løn bliver forhandlet på baggrund af erfaring og kvalifikationer.  Som led i ansættelsesprocessen indhenter vi reference. Du bedes uploade en motiveret ansøgning og et opdateret CV. 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling på en kommunal enhed, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Dette gælder ikke ved ansættelse på selvejende plejehjem. Læs mere om reference-tjek her.

Søg via linket senest mandag den 18. maj 2026
Samtaler afholdes i uge 21.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.